Psykoterapi

Forandring ved hjælp af en særlig relation

Forandring er mulig
Hvorfor opsøger mennesker en psykoterapeut? Det er ikke nok at svare, at det er, fordi de pågældende har det dårligt i en eller anden henseende, for så går vi glip af det vigtigste: Den, der opsøger en terapeut, har mere eller mindre bevidst forestillingen om, at forandring er mulig, og forestillingen om, at personlig udvikling og forandring må etableres i en relation.
Den, der opsøger en psykoterapeut er som regel presset til det i en eller anden forstand. Af en krise, en sorg, en depression, f.eks. Derfor ser det ud som om, klienten kun kommer af nød. Dette er imidlertid ikke hele sandheden, for klienten har jo forestillingen om, at livet eller dele af det kunne være bedre. Derfor er der i selve det, at klienten dukker op hos psykoterapeuten, også en insisteren på egne ressourcer.

Meningen med psykoterapi er da også at opdyrke og frisætte ressourcer til at møde livets udfordringer med. Al ordentlig psykoterapi tager udgangspunkt i klientens ressourcer og forsøger at fremme personlighedens evne til selvregulering.

Den terapeutiske relation
Psykoterapeuten må ikke have nogen anden hensigt med klienten end den, der indgår i den terapeutiske kontrakt. Nemlig sammen at udforske mulighederne for, at klienten kan lære at bruge sine ressourcer i forhold til de problemer, der har fået den pågældende til at søge terapi.
En lærer eller socialpædagog skal lære sin elev noget bestemt. Det skal psykoterapeuten ikke; psykoterapeuten har ikke og må ikke have nogen facitliste.

Psykoterapeuten kan for eksempel ikke både forblive professionel og besvare klientens spørgsmål “Hvad skal jeg gøre?”, når spørgsmålet vedrører konkrete forhold i klientens liv uden for sessionerne.

Psykoterapeuten skal ikke tage stilling f.eks. til, om klienten skal skilles eller ej. Psykoterapeutens opgave er sammen med klienten at afsøge følelsesindholdet i en given situation, således at klienten får det bedst mulige grundlag for den beslutning, der eventuelt skal tages. Man kan sige, at mødet mellem psykoterapeut og klient skal flytte fokus fra verbet gøre til verbet være. Det særlige ved den psykoterapeutiske relation er, at den er både ulige og lige.

Uligheden: Psykoterapeuten påtager sig at være en professionel samtalepartner, og klienten påtager sig behovet for at bearbejde mere eller mindre ubevidst materiale med en professionel samtalepartner, der i modsætning til almindelige samtalepartnere ikke kræver følelsesmæssige modydelser. Det aktuelle behov for samtalen ligger entydigt hos klienten, deraf det ulige grundlag. Psykoterapeuten har haft sine eksistentielle og personlighedsmæssige grunde til at vælge netop dét erhverv, men de skulle gerne være bearbejdet. Uligheden udtrykker sig i honoraret.

Ligheden: Den terapeutiske samtale kan ikke fungere, hvis psykoterapeuten kun ser og hører klientens projektioner og andre symptomer. Det hører med til psykoterapeutens funktion at kunne se klienten som et helt menneske med udviklingspotentialer, der altid er tilstede, også når klienten ikke kan se andet og ikke udtrykker andet end sine egne projektioner og tilhørende mere eller mindre destruktive mønstre. Som hele mennesker er vi lige. Ligheden udtrykker sig i frivilligheden, begge parter er til stede frivilligt, og i den fælles omhu med at definere tid, sted og behov.

Hvordan foregår det?
Psykoterapi er først og fremmest samtale. En samtale der er særligt opmærksom på helheden af ord, tonefald, mimik og gebærder. En samtale der inddrager både den konkrete virkelighed og alle følelsesmæssige udsving, både det nutidige udgangspunkt og den personlige historie, både nattens drømme og dagens overvejelser. En samtale der, når psykoterapeuten er skolet til det, kan inddrage kreative udtryk, hvad enten det nu er billede, skulptur, tekst eller noget helt andet.
En samtale der har en særlig frihed og en særlig forpligtelse.