Den terapeutiske relation
Psykoterapeuten må ikke have nogen anden hensigt med klienten end den, der indgår i den terapeutiske kontrakt. Nemlig sammen at udforske mulighederne for, at klienten kan lære at bruge sine ressourcer i forhold til de problemer, der har fået den pågældende til at søge terapi. En lærer eller socialpædagog skal lære sin elev noget bestemt. Det skal psykoterapeuten ikke; psykoterapeuten har ikke og må ikke have nogen facitliste.
Psykoterapeuten kan for eksempel ikke både forblive professionel og besvare klientens spørgsmål “Hvad skal jeg gøre?”, når spørgsmålet vedrører konkrete forhold i klientens liv uden for sessionerne. Psykoterapeuten skal ikke tage stilling f.eks. til, om klienten skal skilles eller ej. Psykoterapeutens opgave er sammen med klienten at afsøge følelsesindholdet i en given situation, således at klienten får det bedst mulige grundlag for den beslutning, der eventuelt skal tages. Man kan sige, at mødet mellem psykoterapeut og klient skal flytte fokus fra verbet gøre til verbet være.
Det særlige ved den psykoterapeutiske relation er, at den er både ulige og lige. Uligheden: Psykoterapeuten påtager sig at være en professionel samtalepartner, og klienten påtager sig behovet for at bearbejde mere eller mindre ubevidst materiale med en professionel samtalepartner, der i modsætning til almindelige samtalepartnere ikke kræver følelsesmæssige modydelser. Det aktuelle behov for samtalen ligger entydigt hos klienten, deraf det ulige grundlag.
Psykoterapeuten har haft sine eksistentielle og personlighedsmæssige grunde til at vælge netop dét erhverv, men de skulle gerne være bearbejdet. Uligheden udtrykker sig i honoraret. Ligheden: Den terapeutiske samtale kan ikke fungere, hvis psykoterapeuten kun ser og hører klientens projektioner og andre symptomer.
Det hører med til psykoterapeutens funktion at kunne se klienten som et helt menneske med udviklingspotentialer, der altid er tilstede, også når klienten ikke kan se andet og ikke udtrykker andet end sine egne projektioner og tilhørende mere eller mindre destruktive mønstre.
Som hele mennesker er vi lige. Ligheden udtrykker sig i frivilligheden, begge parter er til stede frivilligt, og i den fælles omhu med at definere tid, sted og behov.