Professionel supervision
styrker den faglige indsats
giver personlig og faglig inspiration
afhjælper samarbejdsproblemer
forebygger udbrændthed
fungerer som lederuddannelse
Nogle nødvendige definitioner
Ordet supervision bør oversættes som ”overblik”, og dermed udtrykkes formålet med professionel supervision: at modvirke personlighedsnedbrydende, individualiserende strategier.
Meget kort udtrykt er supervision en opklarende samtale. En samtale mellem supervisanden, den, der ønsker et problem belyst, og supervisor, den, der påtager sig at være en neutral og professionel samtalepartner ud fra sin erfaring og viden.
For at beskrive, hvad det er, der skal opklares, kan man sige, at supervision er oplæring i at skelne mellem personligt stof og faglige og organisatoriske forhold. Dermed bliver supervision et redskab til at lette arbejdssituationen og styrke selvfølelsen.
Alt, hvad det lader sig gøre at samle under et tag med et professionelt formål er en organisation. En fabrik, en uddannelsesinstitution, et konsulentfirma for eksempel. Organisatoriske forhold er så det, der ikke er personligt men fælles i organisationen.
Mere definition:
Supervision er et avanceret oprydningsarbejde, der går ud på at belyse subjektive og objektive forhold i arbejdssituationen og afklare grænsefladerne mellem disse i forhold til:
personlighedens indflydelse på den professionelle praksis,
samarbejdsrelationer, herunder relationer til kolleger, elever, klienter,
kompetencefordeling,
ledelsesstruktur og beslutningspraksis,
personaleressourcer,
behov for relevant efteruddannelse og videnstilegnelse.
Denne opregning betyder ikke, at alle disse punkter er oppe i enhver supervision. Slet ikke. Eftersom supervision har til opgave at afklare grænseflader ud fra en konkret problemstilling, er det måske kun et eller to af punkterne, der dukker op konkret. Men den helhed, der udtrykkes i de seks punkter og ikke mindst i mellemrummene eller grænsefladerne imellem dem, skal være bevidst for supervisor.
De fleste mennesker i vores kulturkreds er tilbøjelige til at individualisere, når de støder på problemer: ”Det er nok mig, der er noget i vejen med”, og derfor kommer de – vi – til at påtage os ansvaret for forhold, der intet har med personlighed eller indsats at gøre.
Reform og omstrukturering med tilføjelse af flere ansvarsområder medfører ofte, at de ansatte individuelt påtager sig den umulige situation og bare knokler. Det er nemt at blive helt kørt ned, når man påtager sig alt for meget ansvar og dermed arbejde.